Per Brændgaard er efterfølgende blevet frikendt for voldtægt.

---

Han har gjort det til en forretning at sælge kram til især singlekvinder, som trænger til kram og berøring.

Men nu er den kendte krammeterapeut Per Brændgaard fra København blevet tiltalt for at have voldtaget en 29-årig kvinde under en krammeterapi-session i sin lejlighed på Nørrebro.

»Jeg er uskyldig, og i virkeligheden er det mig, der er blevet krænket, efter at kvinden overfaldt mig seksuelt,« siger den 47-årige krammeterapeut til B.T.

»Jeg kan kun gisne om, hvad der er kvindens motiv. Måske er det et ønske om at stække mig politisk på samme måde, som Julian Assange (australsk whistleblower-aktivist, red.) også er blevet beskyldt for voldtægt,« tilføjer han.

VED DU NOGET? Tip B.T. ved at sende en mail til 1929@bt.dk eller ved at trykke her.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fandt voldtægten sted en lun aften i slutningen af maj sidste år i tidsrummet fra kl. ca. 20.00 til 22.20 i Per Brændgaards fjerdesals-lejlighed.

Ifølge tiltalen udnyttede han, at kvinden på grund af terapisessionen var i en situation, så hun var ude af stand til at modsætte krammeterapeutens seksuelle tilnærmelser.

I anklageskriftet er beskrevet, hvordan kvinden til politiets efterforskere har forklaret, at Per Brændgaard først tog hendes hånd og lagde den på sit lem. Da hun fjernede hånden, lagde han den igen på sit skridt og holdt fast om hånden.

Desuden trak han ifølge tiltalen ud i sine bukser, så lemmet blev synligt for kvinden, og bad hende om at lægge sig med ham i sengen under foregivende af, at de skulle kramme.

Terapeuten Per Brændgaard nægter sig skyldig i tiltalen for voldtægt mod en 29-årig kvinde, som anklagemyndigheden hos Københavns Politi mener skal koste ham frihedsstraf. Arkivfoto.
Terapeuten Per Brændgaard nægter sig skyldig i tiltalen for voldtægt mod en 29-årig kvinde, som anklagemyndigheden hos Københavns Politi mener skal koste ham frihedsstraf. Arkivfoto. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Herefter nussede han ifølge anklageskriftet på hendes g-streng og foregav at heale, indtil han pludselig stak en finger op i hendes skede uden hendes viden eller samtykke.

Situationen udviklede sig til et egentligt samleje med kondom og udløsning, selv om kvinden en enkelt gang forsøgte at skubbe krammeterapeuten væk og flere gange gav udtryk for, at han overskred hendes grænser, at hun ikke havde lyst til at være sammen med ham seksuelt, og at det gjorde ondt.

En mandlig reporter fra B.T. besøgte i 2015 Per Brændgaard i hans lejlighed og beskrev i en reportage hans krammeterapi.
En mandlig reporter fra B.T. besøgte i 2015 Per Brændgaard i hans lejlighed og beskrev i en reportage hans krammeterapi. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Det skal ifølge anklagen fra Københavns Politi udløse en frihedsstraf til Per Brændgaard, men det afviser han kategorisk.

»Jeg oplevede, at jeg blev opsøgt af en kvinde med en mission. Det er en meget bizar sag, hvor hun nærmest dukker op ud af det blå og overfaldt mig seksuelt,« siger han.

»Hun har aldrig været i krammeterapi hos mig og var det heller ikke den aften. Jeg havde mødt hende et par gange før til private krammeklubmøder, og den aften havde jeg inviteret hende og tre-fire andre kvinder hjem til mig. Men de andre kunne ikke komme.«

»Det var et 100 procent privat møde, og jeg tror, at det kun handlede om hygge. Vi skulle tale sammen - der var ikke en intension om sex,« understreger Per Brændgaard.

»Jeg kan kun gisne om, hvorfor hun har anmeldt det som voldtægt. Måske har hun noget psykisk, men jeg er ikke psykoterapeut. Eller måske kan det være en form for politisk angreb, fordi jeg lige omkring det tidspunkt udgav en politisk bog, der var kritisk om eksempelvis Danmarks krigsindsats,« tilføjer krammeterapeuten.

Udover at være krammeterapeut er han blandt andet også selvstændig ernæringsrådgiver, sundhedscoach og foredragsholder. Desuden har han været skribent i forskellige uge- og dagblade - herunder B.T. - men har i de seneste år især profileret sig som krammeterapeut.

Her har han for 300 kr. for 30 minutter tilbudt ikke mindst singlekvinder krammeterapi. Men altid understreget, at det ikke på mindste måde handler om sex.

»Fundamentet for krammeterapi er fuldstændig uden sex. Så der er intet som helst seksuelt i det,« lød det for et år siden fra ham til TV 2.

På sin hjemmeside beskriver Per Brændgaard sin egen seksualitet som polyamorøs - altså rettet mod flere partnere på samme tid.

Til B.T. siger Per Brændgaard, at den aktuelle tiltale for voldtægt vil være fuldstændig ødelæggende for hans virksomhed.

»Derfor vil jeg også anlægge erstatningssag mod den 29-årige kvinde, når sagen her er overstået. Det vil handle om falsk anmeldelse og alle de konsekvenser, som det har for min virksomhed og mit omdømme,« lyder det fra krammeterapeuten.