Politiet efterlyser nu en bil i forbindelse med den skudepisode, der tidligere torsdag fandt sted i Viby.

Det drejer sig om en sort BMW.

Østjyllands Politi beder eventuelle vidner om at henvende sig, hvis man har set bilen omkring klokken 7 i morges, hvor der blev skudt mod en lejlighed på Skanderborgvej i Aarhus-forstaden.

Bilen havde tildækkede nummerplade i forbindelse med skyderiet, men der er muligvis tale om en BMW 435i Gran Coupé, der altså er sort. Den ser sådan ud:

Sådan ser den efterlyste bil ud.
Sådan ser den efterlyste bil ud. Daniel Martinsen

Østjyllands Politi har desuden offentliggjort et kort, hvor man kan se den rute, den efterlyste BMW kørte, efter at skuddene blev affyret.

Her hørte et vidne først skuddene og så siden to udenlandsk udseende mænd, der løb hen til bilen og kørte bort.

Bilen holdt parkeret på parkeringspladsen ved Nordbyvej bag ved Danbo Møbler (det røde kryds på kortet).

Bilen blev set køre fra stedet ad Nordbyvej og videre ad Ormslevvej (den blå linje på kortet). Her er kortet:

Der befandt sig en 37-årig mand i den lejlighed, der blev skudt på, men han er uskadt.

På grund af skudepisoden har trafikken i længere tid været påvirket på Skanderborgvej, da politiet har haft afspærret både et og to spor.