Selv om udviklingen på boligmarkedet bliver kaldt bekymrende, er der ikke politiske tiltag på vej fra regeringen.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) ifølge Børsen.

Det Systemiske Risikoråd, der rådgiver regeringen i forhold til at undgå kriser i finanssektoren, udtalte tirsdag, at rådet ser med bekymring på udviklingen.

»Vi har noteret os det, der er kommet fra Det Systemiske Risikoråd, og regeringen følger selvfølgelig udviklingen tæt.«

»Men vi har ikke planer om indgreb på boligmarkedet,« sagde Nicolai Wammen onsdag på et pressemøde.

Det Systemetiske Risikoråd oplyste tirsdag, at det efter sit næste møde i juli forventer at komme med anbefalinger til regeringen om at iværksætte tiltag på boligmarkedet.

Nicolai Wammen siger ifølge Børsen, at regeringen afventer, hvad de anbefalinger lyder på, men ingen planer har om indgreb.

Risikorådet blev sat i verden efter finanskrisen og holder øje med trusler mod de danske banker og realkreditinstitutter. Det kan give anbefalinger til regeringen, som dog ikke behøves at følge dem.

Rådet har tidligere advaret om udviklingen på boligmarkedet – blandt andet i 2017.

Det førte efterfølgende til en lovændring, som betød, at lånereglerne blev strammet.

Ændringen har blandt andet medført, at husstande med en belåning over 60 procent af boligens værdi og en gæld over fire gange årsindkomsten ikke kan vælge visse lånetyper.

Det gælder blandt andet flekslån med kort løbetid – for eksempel F1-lån og F3-lån. Samtidig er der også begrænsninger i forhold til at vælge afdragsfrihed på lånet.

Advarslen fra risikorådet kommer på bagkant af et 2020, hvor boligmarkedet var præget af stor aktivitet og prisstigninger.

Fra fjerde kvartal 2019 til fjerde kvartal 2020 steg huspriserne i gennemsnit 7,7 procent på landsplan. Lejlighederne steg i gennemsnit 8,9 procent ifølge Danmarks Statistik.

Nationalbanken vurderede for nylig, at huspriserne vil stige omkring 10 procent over det næste år og endnu mere i København.

/ritzau/