Onsdag formiddag forlod 21-årige Sofie Hauge Kyneb sit hjem i Viby J i Aarhus for at tage på arbejde.

Men hun dukkede aldrig op der, og siden da er hun ikke set. Politiet, hendes familie og frivillige leder desperat efter hende.

»Vi har endnu ikke fundet hende eller noget, der kan lede os på sporet af, hvor hun er. Vi har ledt, og vi leder stadig,« fortalte politikommissær ved Østjyllands Politi Martin Christensen torsdag aften.

Fredag morgen er meldingen den samme:

»Vi har ikke fundet hende endnu. Vi har løbende fået henvendelser fra borgere i sagen, og vi forfølger alle de henvendelser, der kommer, så dem vil vi gerne fortsætte med at få,« fortæller vagtchef Morten Bang og fortsætter:

»Men de har desværre ikke ført til noget endnu.«

Fredag morgen vil politiet sætte sig ned og lægge en plan for, hvad der nu skal ske – og hvor de nu skal lede.

Torsdag finkæmmede man store dele af Aarhus Havn og Marselisborg Skovene. Både frivillige til fods, dykkere og helikoptere var på opgaven.

Efersøgning i Marselisborg Skovene torsdag.
Efersøgning i Marselisborg Skovene torsdag. Jens Anton Havskov Hansen

»Det er prisværdigt. Når man leder efter mennesker, så er det selvfølgelig vigtigt med alle de øjne, der kan se,« fortalte politikommissær Martin Christensen om den hjælp, politiet har fået af flere hundrede frivillige fra organisationen Missing People.

De cirka 120 mennesker brugte store dele af torsdag eftermiddag og aften på at eftersøge alle afkroge af skoven omkring Marselisborg.

Dog droslede man torsdag sen aften eftersøgningen lidt ned. Den vil blive genoptaget igen fredag.

»Vores styrker er slidte, og det er ved at være for mørkt til at fortsætte,« sagde politikommissæren.

Sådan ser den jakke ud, som Sofie muligvis er iført.
Sådan ser den jakke ud, som Sofie muligvis er iført.

Han ville torsdag aften ikke sige noget om, hvorvidt politiet havde fundet indikationer på Sofie Hauge Kyneb tilstand eller lokation via hendes computer og/eller mobiltelefon

Tidligere skrev politiet i en døgnrapport, at den 21-årige kan være nedtrykt, og at familien derfor er meget bekymret for hende.

Beskrivelsen af hende lyder, at hun er iført hvide Adidas-sko, en lysebrun fløjlsjakke, en lyserød eller hvid T-shirt samt bordeauxfarvede træningsbukser.

Har du set Sofie Hauge Kyneb, eller har du information, der kan lede til, at hun bliver fundet, bedes du kontakte politiet på 114.