En guldsmed i Sorø blev mandag eftermiddag udsat for et voldsomt røveri. 

En person henvendte sig til personalet og truede med noget, politiet formodede var en pistollignende genstand.

I første omgang slap gerningsmanden afsted med varer fra butikken, men kort efter kom en mand retur med dem, da det var lykkedes ham at fravriste dem fra røveren.

Nu har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi frigivet et signalement af den formodede forbryder, skriver TV 2 Øst.

Der er tale om en mand mellem 25-30 år. Han er spinkel af bygning, mellem 170-175 centimeter høj og ikke etnisk dansk udseende, siger Kim Brønnum, der er  efterforskningsleder hos politikredsen.

Manden var desuden iført sort hættetrøje, lyst mundbind og grå handsker, har politiet tidligere oplyst.

Har man oplysninger, kan man kontakte politiet på 114.