En guldsmed i Sorø har mandag eftermiddag været udsat for enhver butiksejers skrækscenarie.
Forretningen, der ligger i Storegade, blev klokken 15.15 forsøgt røvet, hvorfor politiet i øjeblikket er massivt til stede ved forretningen.
Det skriver TV 2 Øst.
»En person har henvendt sig til personalet og har truet med noget, vi formoder er en pistollignende genstand,« siger Bo Georg Pedersen, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi til mediet.
Det lykkedes ifølge TV 2 Øst ikke gerningsmanden at slippe afsted med nogen værdier fra forretningen, mens der heller ikke var nogen, der kom noget til.
Personalet er dog »stærkt chokeret,« oplyser vagtchefen.
Politiet er talstærkt til stede i området, hvor de forsøger at opsnappe vidner og derigennem finde gerningsmanden, oplyser politikredsen.

