Dna-spor førte politiet på sporet af nu 40-årig mand i sag om et stort våbenlager i Skævinge.

Et lager på 12 pistoler i en villa i Skævinge har onsdag ført til en dom på fængsel i otte år.

Dommen er afsagt af Østre Landsret. Deniz Öcal blev af byretten i Hillerød sidste år idømt fængsel i ni år, så hans anke har altså givet en mindre nedsættelse af straffen.

Deniz Öcal, der er 40 år, gøres også ansvarlig for den ammunition, som hørte til de mange våben, og for at have overdraget næsten et halvt kilo kokain, oplyser Statsadvokaten i København om dommen.

Politiet slog til mod villaen i januar 2019. Man havde fået et tip om salg af stjålne designermøbler fra stedet.

En anden mand, der senere blev idømt fængsel i ti år, løb ud af bagdøren med en sportstaske med de mange pistoler. Tasken smed han over hækken ind til naboen, inden han blev anholdt.

I forbindelse med undersøgelse af pistolerne opdagede politiets specialister spor af dna, og de viste sig at føre til den nu 40-årige, som onsdag er blevet dømt af landsretten.

Lageret bestod af gaspistoler, som var omskabt, så de fremstod som pistoler af mærket Glock 25 og kunne skyde med skarpt.

Sagen har været efterforsket af betjente fra specialgruppen Særlig Efterforskning Øst. Den beskæftiger sig med organiseret kriminalitet.

/ritzau/