Opdateret: En 59-årig mand er afgået ved døden i ulykken.

Lørdag eftermiddag er det gået galt i Ringvejskrydset i Glostrup.

Her er Letbanen blevet involveret i et færdselsuheld, og derfor er politiet nu rykket ud til stedet.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på X.

»Vi er i øjeblikket til stede i Ringvejskrydset i Glostrup til færdselsuheld med Letbanen. Det skaber trafikale udfordringer herunder omlægninger af busruter,« skriver politikredsen.

Den har endnu ikke overblik over, hvornår der kan være ryddet op på stedet.

»Tidshorisont ukendt, men følg anvisninger på stedet. Vi melder ud på X, når vi ved mere.«

Vagtchefen opfordrer over for Ritzau til, at man følger politiets anvisninger på stedet. Han forventer, at uheldet vil betyde trafikale omlægninger.

Det er omkring klokken 14.15 lørdag ikke muligt at oplyse yderligere, lyder det.

De nærmere omstændigheder omkring uheldet fremgår ikke.

Det er uvist, om der har været andre køretøjer eller trafikanter involveret.

Hovedstadens Letbane åbner ifølge letbanens hjemmeside først strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord, som blandt andet går igennem Glostrup, 26. oktober.