Politiet i Syd- og Sønderjylland efterlyste lørdag morgen en ung kvinde fra Esbjerg.

Det skrev Politiet på Twitter.

Efterlysningen drejede sig om den 22-årige Heidi Hansen, som i løbet af natten havde forladt psykiatrisk hospital på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Der var dog ikke mange oplysninger om kvinden, udover at hun var iført en falmet bordeauxfarvet nylonjakke, og derfor blev folk i området opfordret til at kontakte politiet, hvis de havde kendskab til sagen.

»Vi har ikke så meget at gå efter. Hun har ikke sin telefon med sig, men nu prøver vi at spore hendes dankort,« fortalte vagtchefen Torben Møller.

Lørdag eftermiddag kunne Syd- og Sønderjyllands Politi dog fortælle, at Heidi var fundet i god behold.