Politiet efterlyser vidner: Var du nær mordstedet?


En massiv politijagt er gået ind på gerningsmanden, der mandag aften dræbte radioværten Nedim Yasar på Hejrevej i København.
Det tidligere bandemedlem nåede kun at blive 31 år, inden to dræbende skud satte en stopper for hans liv.
Den mørkklædte morder gled tilsyneladende ud af novembermørket og affyrede de dræbende skud mod Nedim Yasar, mens han sad bag rattet i sin grå Citroen
Drabet skete ud for Hejrevej 42 i Københavns Nordvestkvarter. Her havde Nedim Yasar netop forladt en bogreception, der markerede udgivelsen af bogen »Rødder«, hvor han i samarbejde med journalisten Marie Louise Toksvig beskriver sit liv før, under og efter sin tid som leder af banden Los Guerreros, som var en støttegruppe til Bandidos på den københavnske vestegn.
»Vi har allerede været i kontakt med en del vidner, men vil rigtig gerne have henvendelser fra flere borgere. Vi har en fornemmelse af, at der har været forholdsvis mange mennesker i området omkring gerningsstedet. Derfor vil vi faktisk gerne høre fra alle, der har været på Hejrevej i tidsrummet fra kl. 19.15 til 19.45,« siger lederen af efterforskningen - politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.
Gerningstidspunktet menes at være omkring 19.38, men politiinspektøren understreger, at efterforskerne er interesseret i at komme i kontakt med alle, der har været i området lige omkring gerningsstedet tæt på gerningstidspunktet. Også selv om man ikke umiddelbart mener at have set noget af afgørende betydning.
»Vi har fået nogle indikationer på, at der har været en del mennesker til stede. Måske ikke nødvendigvis lige der, hvor skuddene falder, men måske tæt på. Derfor vil vi gerne høre fra alle, der har været i området,« tilføjer han.

Det er foreløbig politiets opfattelse, at Nedim Yasars morder efter at have affyret de to skud forsvandt ad Glentevej og drejede om hjørnet ved Vibevej. Motivet til drabet tør politiet endnu ikke gisne om.
Ret kort tid efter skuddrabet blev der på den københavnske vestegn fundet to brændende biler. Om disse biler eventuelt kan have været anvendt som flugtbiler for gerningsmanden, er politiet ved at undersøge. Derfor er resterne af de brændte biler transporteret til kriminaltekniske undersøgelser, men resultaterne foreligger endnu ikke.
Efter at have været ledende medlem af banden Los Guerros brød Nedim Yasar i 2012 med bandemiljøet og gik ind i et exit-program. Han har i de senere år blandt andet arbejdet som radiovært på Radio24syv, ligesom han ofte er stået frem i medierne og har fortalt om sin bandefortid og efterfølgende exit.

Det gjorde ham tilsyneladende ikke lige populær alle steder, og i august 2017 kontaktede han selv det lokale politi for at fortælle, at han var blevet forsøgt overfaldet.
Det førte ifølge politiet til, at han blev udstyret med en alarmtelefon, men den havde han dog ikke med sig, da han blev udsat for det fatale skudattentat.Politiet var heller ikke på forhånd bekendt med afholdelsen af bogreceptionen for hans selvbiografiske bog, før alarmopkaldet om de dræbende skud indløb.