En grøn laserlyskegle var natten til søndag tæt på at ramme et fly, der lagde an til landing i Sønderborg Lufthavn.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 03, og ifølge pilotens oplysninger kom laserlyset fra Sønderborg-bydelen Ulkebøl.

Men det var ikke første gang, Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelser om, at der blev lyst med grønt laserlys i området. Lørdag aften klokken 23.50 kom den første.

Flere biler var blevet belyst med det kraftige lys, når de kørte forbi en bestemt parkeringsplads ved havnekajen i Sønderborg. Også én af politiets egne patruljebiler blev ramt.

Derfor efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi nu vidner, der har oplysninger i sagen, skriver de i en pressemeddelelse. Her nævner de også, at de betragter forseelsen som særdeles alvorlig.

»Brug af laserlys mod for eksempel biler og fly kan være særdeles farligt. Og sådanne hændelser, der forstyrrer sikkerheden, kan under skærpende omstændigheder straffes med fængsel i op til seks år,« skriver de.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger både vidner, der har kendskab til sagen, eller som decideret har set nogen affyre laserlys i løbet af natten mellem lørdag og søndag.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.