En mand, der bliver beskrevet som mellem 15 og 25 år, bliver i skrivende stund efterlyst af Østjyllands Politi.

Han er natten til mandag 12. juli brudt ind i et hus på Mobærvej i Viby J, hvor han har stjålet flere værdifulde genstande.

Manden havde dog ikke set overvågningskameraerne i hjemmet, hvorfor politiet ret præcist kan beskrive ham.

Han er spinkel af bygning og har haft følgende outfit på:

Hvid eller lys joggingdragt med hætte, hvide Adidas-sko med sorte striber, en sort strømpe på højre fod – ingen på venstre.

Man har også et godt gæt, når det kommer til valg af køretøj. Politiet mener, at han forinden indbruddet er steget ud af en mørk bil, der kan være en Kia e-Niro.

Husets ejermænd opdagede indbruddet ved hjælp af deres overvågning og kontaktede politiet. Ordensmagten sendte en patrulje afsted, som dog ikke nåede at få fingre i tyven.

Der var samme nat et indbrud på Kastanievej, hvor Østjyllands Politi mistænker samme person som gerningsmand.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 114.