Opdatering: Nordjyllands Politi oplyser onsdag eftermiddag, at de tre mænd er blevet identificeret på baggrund af tip fra borgere og anholdt.

Hvem stjæler pengeskabe i Nordjylland?

Den seneste måned har Nordjyllands Politi oplevet en bølge af pengeskabstyverier fra restauranter og virksomheder i Aalborg.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor ordensmagten beder om offentlighedens hjælp til at opklare sagerne.

I samme periode har der også været flere indbrud, hvor tyve er gået direkte efter virksomheders kontanter.

»Efterfølgende har vi så i perioden fra 17. juni og frem til i dag set seks tilsvarende indbrud i Skagen-området, hvor det også er gået ud over virksomheder og restauranter,« forklarer lederen af politiets berigelsesefterforskning, Ulf Munch Sørensen.

Han fortæller, at politiets efterforskere arbejder målrettet på at få identificeret og standset tyvene.

Derfor beder politiet nu om offentlighedens hjælp:

»Vores efterforskning har afdækket, at tre p.t. uidentificerede mænd kan knyttes til forholdene. Vi mener, der er tale om omrejsende kriminelle personer, og derfor vil vi meget gerne høre fra borgere, der kan hjælpe os med at identificere mændene eller har information om, hvor mændene kunne opholde sig,« lyder opfordringen fra Ulf Munch Sørensen, som tilføjer:

Det drejer sig altså om i alt tre mænd.

Den første beskrives som mellem 30 og 35 år, slank til almindelig af bygning, lys i huden og med høje tindinger.

Den anden er også mellem 30 og 35 år, almindelig af bygning og lys i huden. Han har desuden også et fuldskæg.

Endelig er der en tredje mand, som også skulle være mellem 30 og 35 år. Han beskrives som almindelig til kraftig af bygning. Også han er lys i huden. Derudover er han skaldet og med skæg.

Ved du, hvem en eller flere af de tre mænd er, så ring til politiet på telefon 114, lyder opfordringen fra politiet.

»Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt,« siger Ulf Munch Sørensen.