Det er sommer, det er sol, og det er ferietid.

Men desværre også højsæson for ubudne gæster i dit hjem.

Faktisk er der i juli normalt en stigning i indbrud på 20 procent i forhold til resten af året, skriver Codan Forsikring i en pressemeddelelse.

Derfor kommer selskabet med en række gode råd til børnefamilier og andet godtfolk, der er på vej på sommerferie i disse dage.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Lars Rievers
Vis mere

Skadedirektør i Codan Forsikring Henrik Bundgaard fortæller, at det ofte ikke er de stjålne ting, folk oplever som det værste.

»Et indbrud handler ikke kun om, at man får stjålet eller ødelagt sine ting. De fleste genstande kan erstattes, hvis man har en forsikring, der dækker. Men følelsen af at nogen har gået rundt i ens hjem og har rodet alt igennem, kan nærmest være et overgreb oveni,« lyder det fra skadedirektøren, der tilføjer:

»Når vi taler med vores kunder, siger de, at det næsten er det værste. At nogen har gået rundt og kigget i ens allermest private ting. Især fordi man ikke kan lade være med at tænke på, om tyvene kunne finde på at vende tilbage, eller om de måske har haft overvåget huset i en periode. Der er mange tanker, der melder sig efterfølgende, og det er meget utrygt.«

Codans kunder i Region Hovedstaden oplever i gennemsnit 40 procent flere indbrud sammenlignet med resten af landet.

Sammenlignet med Region Nordjylland, som er den region, der har færrest indbrud pr. kunde, er der dobbelt så mange indbrud i Region Hovedstaden.