Politiet i Østjylland efterlyser den 62-årige Hanne.

Hun forlod sit hjem i Mårslet uden for Aarhus i løbet af torsdag aften eller natten til fredag.

Siden har ingen set hende.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Politiet leder efter hende med flere patruljer i området, men vil også gerne have hjælp fra offentligheden.

Da hun forsvandt, var hun sandsynligvis iført en mørkegrøn heldragt og lavskaftede gummistøvler.

Hun beskrives som 160 centimeter høj og med mellemlangt, brunt hår.

Hvis du ser en kvinde, der kan være den efterlyste kvinde, vil politiet gerne høre fra dig på telefon 114.