Politiet i Nordsjælland efterlyser en 70-årig mand, som mandag formiddag forsvandt fra et plejecenter i Vejby.

På Facebook efterlyser politiet den forsvundne mand med billede.

»Vi fik en henvendelse fra plejecenteret i går formiddag, hvor man i første omgang ikke var så bekymrede, men det er man naturligvis nu,« siger vagtchef Daniel Cunnely.

Han forklarer, at politiet har ledt efter den pågældende med hunde »de relevante steder«.

Indtil videre desværre uden held.

Det fremgår ikke, hvorvidt den ældre mand er i stand til at tage vare på sig selv.

»Men i og med, at det drejer sig om en beboer på et plejecenter, er vi naturligvis bekymrede for ham,« siger vagtchefen.

Manden beskrives som dansk af udseende, 175 centimeter høj og almindelig af bygning.

Han har kort gråt hår, fuldskæg og briller.

Da han forsvandt, var han iført en ternet skjorte, beige bukser og sandaler.

Politiet opfordrer beboere i området til at holde øje med ham. Ser du ham, så kontakt Nordsjællands Politi på telefon 114.