Der er stadig intet spor af den 26-årige Christina Iversen, som Nordjylland Politi efterlyste i weekenden.
Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen, til B.T. tidligt mandag morgen.
»Vi har søgt efter hende i løbet af natten, men vi har desværre ikke fundet hende endnu,« siger vagtchefen.
Christina Iversen har været væk siden lørdag, hvor hun tog bussen til Lundby Krat ved Gistrup og ankom klokken 11.58.
Siden har hendes telefon været slukket. Hendes familie har heller ikke kunnet komme i kontakt med hende.
Det er også i det skovområde, hvor politiet har søgt efter hende.
»Familien er meget bekymrede, og de mener ikke, at hun kan tage vare på sig selv,« siger Torben Larsen.
Han tilføjer, at politiet ikke mener, at den unge kvinde har været udsat for noget kriminelt.
Søndag har politiet søgt med patruljer og hundepatruljer omkring Gistrup, men uden held.
Christina Iversen beskrives som: 26 år, 164 cm høj, langt brunt hår og almindelig af bygning, formentlig iført lilla camouflagebukser.
Det er uvist, hvilket overtøj hun måtte have på, men hun har medbragt en grå vandretaske, sovepose og liggeunderlag.
Har man set Christina Iversen eller har andre oplysninger om, hvor hun måtte befinde sig, så skal man straks ringe til politiet på 114.