Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi har slået fast, hvordan den 41-årige Venstre-politiker René Kauland afgik ved døden.

Onsdag blev René Kauland fundet død i en celle i Slagelse Arrest, hvor han sad varetægtsfængslet for et groft overfald på sin 43-åriges ekskæreste og hendes 10-årige datter.

Torsdag blev der afholdt et ligsyn, og politiet kan nu konstatere, at René Kauland ikke har været udsat for en forbrydelse.

»Der har været afholdt et retslægeligt ligsyn, og vi kan nu fastslå, at der ikke er begået noget strafbart,« siger Tom Trude, der er linjechef for beredskabet.

Venstre-politikeren René Kauland blev fundet død i en fængselscelle onsdag 8. marts 2019.
Venstre-politikeren René Kauland blev fundet død i en fængselscelle onsdag 8. marts 2019. Foto: Greve Kommune
Vis mere

Han ønsker ikke at sige, hvordan René Kauland kom af dage.

»Ligsynet har til formål at klarlægge dødsårsag og dødsmåde. Politiets rolle er at afgøre, om der er begået noget strafbart, og det er der ikke noget, der tyder på,« siger Tom Trude.

René Kauland skulle onsdag morgen være mødt op i Retten i Roskilde, hvor han var tiltalt for drabsforsøg på ekskæresten og grov vold mod hendes ti-årige datter.

Ifølge anklageskriftet begik politikeren et overfald 11. maj 2018, hvor han iførte sig maskering og trængte ind i ekskærestens lejlighed ved at knuse en rude. I lejligheden angreb han ekskæresten, der sov i sit soveværelse sammen med datteren.

Den 43-årige kvinde blev slået adskillige gange i hovedet og på kroppen med en tung genstand, hvorved hun blev påført brud på både arme, ben, ribben samt halspulsåren. Pigen blev ifølge anklageskriftet også slået i ansigtet med slagvåbnet.

Kort før retssagen skulle begynde, kom en kvindelig retsbetjent ud og fortalte de omkring 30 tilhørere, at retsmødet var aflyst.

Senere oplyste Midt- og Vestsjællands Politi, at politikeren onsdag morgen blev fundet død i sin celle i Slagelse Arresthus.

René Kauland var uddannet økonom fra Københavns Universitet og blev ved kommunalvalget i 2017 valgt ind i byrådet i Greve. Ved valget fik han 353 personlige stemmer, hvor han blandt andet gik til valg på at gøre mere for kommunens børn. Han efterlader sig et barn fra et tidligere forhold.