Flere ældre borgere på Østerbro modtager i øjeblikket mystiske opkald.

Opkaldene kommer fra en mand, der udgiver sig for at være fra en bank.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

'Han oplyser, at borgeres hævekort skal udskiftes, og der vil komme en og hente det gamle kort,' skriver de blandt andet.

Efterfølgende er kortet blevet brugt til at betale med.

Københavns Politi oplyser, at de er ved at undersøge anmeldelserne nærmere, ligesom de advarer mod den slags svindel.

'Giv aldrig dine betalingsoplysninger om NemID med andre over telefonen – heller ikke selv om de udgiver sig for at være fra en bank eller politiet,' skriver de.

Og det er bestemt ikke første gang, at der advares mod den slags svindel.

Tidligere på ugen skrev B.T. om, hvordan borgere bliver vildledt til at oplyse koder til NemID.

Både hos Digitaliseringsstyrelsen og hos Danske Bank oplever de, at svindel på telefonen er et stort problem.

»Det er en stigende tendens, at folk bliver udsat for svindel gennem deres telefoner. Det oplever vi tit, faktisk hver dag,« fortalte Ketil Clorius, der er chef for svindelbekæmpelse i Danske Bank.