Østjyllands Politi og SSP i Syddjurs Kommune advarer mod en næsespray, der indeholder et kunstigt opiodlignende stof. Det skriver TV2 Østjylland.

Advarslen kommer efter at politiet torsdag fortalte om en 23-årig mand fra Rønde, der blev fundet død i sit hjem.

Ved siden af sig havde manden en næsespray, der siden har vist sig at indeholde det farlige stof.

Der er ifølge TV2 Østjylland blevet indleveret ti tomme næsesprays, som politiet mistænker kan have indeholdt samme stof.

Derfor frygter politiet, at brugen af næsespray med det narkotiske stof er ved at blive en trend blandt unge.

»Vi ser meget alvorligt på det. Det gør vi altid med sådanne nye, syntetiske stoffer, som vi ikke kender virkningen af. Og vi kan kun på det kraftigste advare imod at man anvender det, og det også derfor nu går ud og advarer om det, skriver Camilla Nielsen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

I august blev der beslaglagt en næsespray i Randers, hvor der blev fundet det samme opiodlignende stof.

Har du prøvet at tage næsespray eller kender du til personer der gør det? Så send en mail til jvla@bt.dk.