En biltyv er på spil i Hornslet på Djursland. Måske endda en serietyv.

Hos Østjyllands Politi modtog man i løbet af torsdag anmeldelser om indbrud i hele seks biler, der holdt parkeret i byen.

Alle seks indbrud er sket natten til torsdag, hvor gerningsmanden havde tvunget sig adgang til bilerne ved enten at smadre en rude eller brække døren op.

I et enkelt tilfælde havde gerningsmanden fået adgang til bagagerummet uden synlige spor af et indbrud.

I tre af tilfældene har tyven taget både computere og tasker. I de to andre tilfælde er der ikke taget noget.

Derfor opfordrer Østjyllands Politi borgere til at fjerne alt af værdi, når de forlader deres biler.

»Man bør aldrig have værdigenstande såsom tasker, telefoner eller lignende liggende synligt fremme i bilen, men i stedet tage det med sig,« står der i døgnrapporten fredag.

Desuden søger de vidner, der kan have set en eller flere personer i nærheden af Baastrup Thomsens Vej, J.C. Danielsens Vej, Søbakken og Aksel Sørensens Vej, hvor indbruddet er sket. Særligt omkring kl. 03.00, hvor man har set på videoovervågning, at tyven er brudt ind i biler.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.