Der er søndag aften sket en alvorlig ulykke på en gård på Slimmingevej mellem Slimminge og Fløjterup på Midtsjælland.

Det bekræfter vagtchef René Søe Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ulykken har medført et massivt politiopbud.

En journalist fra Ritzau har søndag aften passeret ejendommen og fortæller, at både en ambulance, en lægeambulance, en akutlægehelikopter samt flere politibiler er på stedet.

»Der er sket en alvorlig ulykke på stedet, og derfor er vi blandt andet til stede med en helikopter,« siger René Søe Pedersen.

Til B.T. fortæller han, at de nærmeste pårørende er underrettet.

Af hensyn til den berørte familie ønsker vagtchefen dog ikke at fortælle yderligere om ulykken søndag aften.

René Søe Pedersen fortæller, at politikredsen vil sende flere informationer om sagens omstændigheder ud mandag.