Københavns Vestegns Politi undersøger »et større brag« i Hestens Kvarter i Ballerup.

Det oplyser vagtchef Brian Holm tidligt søndag morgen til Ritzau.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, hvor et større område omkring stedet er blevet afspærret.

'Respekter venligst afspærringen,' skriver politiet på Twitter kort før klokken 7.

Politiet fik en anmeldelse om braget klokken 3.40. Vagtchefen ønsker ikke at oplyse nogen mulig årsag til braget.

»Vi er i den helt spæde start med at undersøge, hvad der er sket,« siger han til Ritzau.

Der er knuste ruder på to bygninger tæt på – den ene er en institution, og den anden er et rækkehus.

»Vi har både vores undersøgere og assistance fra forsvaret på vej derop«, siger vagtchef Brian Holm.

Der er endnu ingen tidshorisont for undersøgelserne.

»Det tager sin tid at komme i gang med sådan en stor undersøgelse,« siger Brian Holm.