Siden græske Nikolaos Isidoros Theodoridis 26. november ankom til Aalborg, har ingen set ham.

Men Nordjyllands Politi har ikke opgivet håbet om at finde ham, og derfor deler politikredsen nu endnu et billede af den forsvundne turist.

Billedet har politiet modtaget fra den 19-årige mands græske familie og er af nyere dato end det billede, der hidtil er blevet delt. Dermed vurderer politiet, at billedet er mere vellignende.

»Men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at der er tale om en såkaldt selfie, hvorfor hans ansigtsform kan være lidt anderledes,« siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam, i en pressemeddelelse.

Det nyeste billede af Nikolaos Isidoros Theodoridis.
Det nyeste billede af Nikolaos Isidoros Theodoridis. Nordjyllands Politi/Privat

Siden den unge mand blev efterlyst offentligt i midten af december, er det kun ført til få henvendelser. Henvendelser, som ikke er ført til noget konkret.

Ligeledes har politiets efterforskning heller ikke hidtil stødt på livstegn fra den forsvundne mand.

Derfor håber Kenneth Rodam, at offentliggørelsen af det nye billede kan give anledning til nye henvendelser.

»Vi er stadig interesseret i oplysninger i sagen – så hvis man har set den unge mand, så skal man ringe til os på 114,« lyder det fra politikommissæren.

Nikolaos Isidoros Theodoridis beskrives i øvrigt som værende 170 centimeter høj. Han har brunt hår og brune øjne.

Han ankom med fly til Aalborg Lufthavn tirsdag 26. november klokken 23.50. Kort efter ankomst tog han til Nørresundby, viser efterforskningen.

Siden har det ikke været muligt at spore den unge mand, som ikke dukkede op til sin planlagte rejse hjem til Grækenland 2. december.

Som et led i efterforskningen har Nordjyllands Politi desuden haft dykkere i vandet ved havnen i Nørresundby. Men her endte sporet altså også blindt.