Politiet og dykkertjenesten i Nordjylland har torsdag været til stede ved havnen i Nørresundby.
Her har de ledt efter en 19-årig mand, der har været forsvundet i flere uger.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen til B.T.
Han fortæller desuden, at dagens efterforskning i havnen ikke gav noget resultat.

Den 19-årige mand, der hedder Nikolaos Isidoros Theodoridis og kommer fra Grækenland, blev efterlyst offentligt onsdag.
Dette, efter hans familie ikke har hørt fra ham siden 26. november, hvor han ankom til Danmark.
Da han ikke som planlagt vendte hjem med fly 2. december, slog familien alarm.
Nikolaos Isidoros Theodoridis bliver beskrevet som værende 170 centimeter høj og tynd af bygning. Hans hår er brunt, og det samme er hans øjne.
Han var, da han forlod Aalborg Lufthavn i slutningen af november, iført en lys jakke, mørk trøje med lyst print på brystet, sorte bukser og mørke sko. Han medbragte desuden en mørk rygsæk.
Nordjyllands Politi håber, at den offentlige efterlysning kan resultere i, at den unge mand bliver fundet.
»Derfor vil vi meget gerne høre fra borgere, der har set den unge mand eller har andre oplysninger om, hvor han kan befinde sig. Hans familie er meget bekymret for ham,« sagde politikommissær Kenneth Rodam onsdag.
Har man oplysninger i sagen, lyder opfordringen, at man kontakter politiet på 114.
