Natten til fredag faldt en 29-årig kvinde i det kolde vand ved havnen i Aalborg.

Hendes råb om hjælp blev heldigvis hørt af personer, der tilfældigvis kom forbi, og de slog alarm.

Det lykkedes dem at holde fast i kraven på hende, og da politiet kom frem, fik de i fællesskab hevet hende i sikkerhed. Derfor blev hun kort efter reddet op på land i god behold.

Det skriver Nordjyske.dk, som har talt med politiet.

»Kvinden var faldet i vandet i området ved Kabelparken og Beddingen, og hun kunne ikke komme op selv. Der er tilsyneladende ikke stiger lige der,« siger vagtchefen til avisen.

Den unge kvinde nåede at ligge i det iskolde vand i omkring 10 minutter. Hun blev kørt til tjek på hospitalet, men er heldigvis ikke kommet noget til fysisk.

Hun havde dog brug for at blive varmet godt igennem efter turen i vandet, forlyder det.

Det er desværre ikke første gang, at personer er faldet i havnen i Aalborg.I sidste weekend mistede en midaldrende mand livet, da han faldt i vandet, og kort efter var en 60-årig mand i livsfare, da han i beruset tilstand faldt i vandet.