Politiet efterlyser torsdag en kvinde, der er mistænkt for bedrageri i en Fakta-butik,

Det er efterhånden næsten en måned siden, at hun slog til, men nu håber Midt- og Vestjyllands Politi, at overvågningsbilleder og en efterlysning kan hjælpe med at identificere kvinden.

Det var lørdag 6. november, at hun gik ind i en Fakta-butik på Bredgade i Struer. Her tog hun 13 af de såkaldte 'Turen går til'-bøger fra et stativ og gik hen til kassen, hvor hun fik refunderet pengene for dem.

Hun fik altså penge tilbage for bøger, hun slet ikke havde købt.

Midt- og Vestjyllands Politis har følgende signalement af den 35-40-årige kvinde, der er cirka 170 centimeter høj: Hun er almindeligt bygget og havde dengang langt, brunt hår sat op i en hestehale. Hun havde en mellemlang, grå frakke med hætte på samt sorte bukser og sorte sko.

Kvinden talte dansk til kassemedarbejderen, da hun henvendte sig med bøgerne.

Har man oplysninger i sagen, kan man henvende sig til politiet via telefon 114.

Her kan du se endnu et billede af kvinden:

Kvinden er mistænkt for bedrageri.
Kvinden er mistænkt for bedrageri. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Vis mere