En poder blev søndag udsat for vold, mens han var på arbejde.
Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at hændelsen skete ved testcenteret i Nobelparken i Aarhus.
Her var en poder ved middagstid gået ud med en affaldspose, der skulle smides i containeren bag bygningen.
Her stod en mand med mundbind på, som straks begyndte at provokere poderen.
Han tog mundbindet af og smed det på jorden, inden han kom med flere nedladende kommentarer rettet mod poderens hudfarve.
Poderen bad manden om at samle mundbindet op igen, men ønskede ikke, at situationen skulle eskalere, så fortsatte blot sit arbejde med at samle affald sammen.
Da han kort efter vendte tilbage for at smide mere affald i containeren, slog manden ham så med et knyttet næve i ansigtet.
Han stak herefter af, mens han fortsatte med at råbe skældsord.
Politiet efterlyser nu gerningsmanden, der beskrives som cirka 180-185 centimeter høj, kraftigt bygget, og i slutningen af 30erne eller starten af 40erne. Han har brunligt mellemlangt hår, var iført en spraglet flerfarvet skjorte med palmer og et par lyse, men beskidte jeans.
Han bar kondisko og solbriller, og havde blandt andet en tatovering af nøgne damer på den ene arm.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.


