»Jeg er både flov og vred.«
63-årige Else Rasmussen fra Hejls i Sydøstjylland har svært ved at tilgive sig selv.
For to uger siden blev hun fuppet eftertrykkeligt af en telefonsvindler, der på udspekuleret vis franarrede hende følsomme oplysninger om dankort og koder til NemID.
Det skete, kun to dage efter at familien havde mistet deres 35-årige søn, der døde af kræft.
»Svindleren ringede ved 19-tiden, samme dag som dødsannoncen havde været i. Det tror jeg ikke var et tilfælde, og han var vældig god til at være forstående og kondolere,« fortæller Else Rasmussen.
»Han præsenterede sig som Martin Nielsen fra vores bank, Sydbank, og jeg syntes egentlig selv, at jeg var på vagt. Men han var meget tillidsvækkende og lagde ud med at sige, at han kunne se, at der var købt for 9.000 kroner på min konto, selvom jeg normalt ikke var den store nethandler, kunne han se.«
»Jeg hæftede mig blandt andet ved, at der lød støj i baggrunden som fra et kontor, og da jeg undskyldte lidt, at jeg var noget ude af den, fordi vi lige havde mistet vores søn, så tilbød han, at jeg bare kunne sige til, hvis jeg havde brug for en pause, men det var jo vigtigt at få det stoppet,« fortsætter hun.
Telefonsvindleren oplyste også, at der for tiden foregik meget svindel i Hejls, og til sidst fik han lokket den 63-årige kvinde til at både at give ham sine dankortoplysninger og bekræfte en række koder fra sine NemID-kort.

Til gengæld gav svindleren hende for et syns skyld et opdigtet sagsnummer på henvendelsen og forsikrede hende om, at hun den følgende dag ville blive kontaktet af sin normale bankrådgiver.
Næste morgen kontaktede Else Rasmussen selv sin bank, men da havde svindleren allerede udnyttet hendes bankoplysninger. Fra hendes konto var der købt for godt 14.000 kroner hos Elgiganten og for 7.800 kroner hos et kinesisk firma.
Ifølge jv.dk har en kvinde fra Løgumkloster for nylig været udsat for et nærmest identisk svindelnummer over telefonen, hvor hun også blev ringet op af en mand, der præsenterede sig som »Martin Nielsen«.
Else Rasmussen har nu meldt sagen til Sydøstjyllands Politi, som har fortalt hende, at man kendte til flere fortilfælde.
»Jeg er gal på mig selv over, at jeg hoppede på hans svindel. Jeg har tidligere drillet min svigerinde lidt med, at hun på et tidspunkt blev narret af nogle kriminelle. Det har jeg sagt til hende, at jeg aldrig vil gøre mere. Og samtidig vil jeg opfordre alle andre til at være på vagt, hvis nogen ringer og udgiver sig for at være eksempelvis bankfolk, som skal have følsomme kontooplysninger,« siger Else Rasmussen til B.T.


