Fire mænd får lange fængselsstraffe for at have forsøgt at begå terror mod JP/Politikens Hus.

Fire mænd i alderen 31-46 år er mandag hver blevet idømt 12 års fængsel ved Retten i Glostrup for at have planlagt et terrorangreb mod Jyllands-Postens redaktion i København.

De skyldige er den 39-årige Sahbi Ben Mohamed Zalouti, den 46-årige Mounir Ben Mohamed Dhahri, den 31-årige Munir Awad og den 32-årige Omar Abdalla Aboelazm.

Tidligere mandag afgjorde retten, at de fire mænd var skyldige i at have planlagt et terrorangreb mod JP/Politikens Hus. Anklager Gyrithe Ulrich argumenterede efterfølgende for, at mændene skulle straffes med fængsel i mere end 12 år, som har været den højeste straf i andre terrorsager herhjemme, men det krav fulgte retten altså ikke.

Politiet mener nemlig at have afværget et nært forestående terrorangreb, da tre af mændene blev anholdt i en lejlighed i Herlev om formiddagen 29. december 2010.

Forinden var de sammen med en fjerde mand kørt fra Sverige til København over Øresundsbroen, men den fjerde mand var stået af på vejen og blev anholdt i sin lejlighed ved Stockholm dagen efter. Det er således blandt andet aflytninger fra denne lejlighed, politiet har brugt som beviser i sagen.

Ifølge anklageskriftet skal de fire mænd have haft til hensigt at 'dræbe et større antal personer' i JP/Politikens Hus, og de havde en maskinpistol, en ni-millimeter pistol samt 122 skarpe skud og 200 plasticstrips, der kunne bruges som håndjern, med sig.

Tre af mændene er svenske statsborgere, mens den fjerde er tunesisk statsborger, og de har alle nægtet sig skyldige gennem hele sagen. Ifølge anklagemyndigheden var hovedmændene bag planerne de to venner, den 39-årige Sahbi Ben Mohamed Zalouti, den 46-årige Mounir Ben Mohamed Dhahri.