Genoplev retsmødet minut for minut i LIVE-bloggen i bunden af artiklen.

Politiet fik under dagens retsmøde i Københavns Byret tilladelse til at ransage Peter Madsens computer, efter han tidligere har modsat sig, at politiet fik den udleveret.

Ifølge forsvarsadvokat Betina Hald Engmark skyldes Peter Madsens modstand mod ransagningen af computeren ikke mangel på samarbejdsvillighed, men et hensyn til forretningsforbindelser.

Det forklarede forsvarsadvokaten efter retsmødet til TV 2.

»Anklageren opfatter det som manglende samarbejde, men det er ikke min opfattelse. Min klient har aftaler med store firmaer, og så er der tavshedsklausuler, hvor du ikke bare må give oplysningerne af fri vilje, uanset om man er fængslet, så gælder den stadig. Derfor er min klient af den opfattelse, at han ikke bare kan give samtykke til, at politiet kan kigge, uden han er til stede,« sagde forsvarsadvokaten til mediet efter retsmødet var afsluttet tirsdag aften.

Forsvarsadvokat Betina Hald Engmark blev efterfølgende spurgt til, hvorvidt hensynet til opklaringsarbejdet ikke bør veje højere end en tavshedsklausul, og her påpegede Betina Hald Engmark, at politiet for længe siden kunnet have fået adgang til computeren, hvis bare de havde ladet Peter Madsen sidde med ved bordet.

Forsvarsadvokaten understregede også, at man ikke har kæret rettens kendelse om, at politiet nu har lov til at ransage computeren.

Københavns Byret afgjorde også tirsdag, at Peter Madsen skal mentalundersøges til trods for, at han ikke ønsker det. Derfor sker undersøgelsen ved indlæggelse.

Betina Hald Engmark forklarer efter retsmødet, at modsættelsen blandt andet skyldes, at anklageren har tilkendegivet, at undersøgelsen skal ske med henblik på en såkaldt farlighedsvurdering.

Anklager Jakob Buch-Jepsen krævede i Københavns Byret tirsdag, at Peter Madsen blev fængslet for manddrab efter straffelovens §237 og usømmelig omgang med lig efter straffelovens §139, stk. 1.

Retten gav anklagemyndigheden medhold, og Peter Madsen er nu varetægtsfængslet frem til den 3. oktober.

Peter Madsen nægter sig skyldig i manddrab og forklarede i retten tirsdag, at Kim Wall døde ved et uheld, da hun ifølge Madsens udsagn blev ramt af ubådslugen.

Han erkendte usømmelig omgang med lig ved at 'begrave Kim Wall til søs' og forklarede i retten, hvordan han smed Kim Walls lig over bord. Peter Madsen nægter at have parteret liget.

Genoplev retsmødet i LIVE-bloggen herunder: