Livstidsdømte Peter Madsen er tirsdag flygtet fra fængslet omkring klokken 10.

B.T. erfarer, at Peter Madsen truede sig ud af Herstedvester Fængsel med en pistollignende genstand.

Peter Madsen er lige nu tilbageholdt, mens politiets aktionsstyrke har ham på sigtekornet i et boligområde i Albertslund. Det fortæller en nabo til B.T.

Her sidder Peter Madsen i græsset op ad et hegn med hænderne, mens flere politimænd ligger på vejen med våbene sigtet direkte mod Peter Madsen.

Boligområdet ligger cirka en kilometer fra Herstedvester Fængsel.

Ifølge B.T.s oplysninger er Peter Madsen endnu ikke anholdt, fordi han efter sigende også skulle have truet politiet i denne situation.

Han skulle efter sigende have sagt, at han havde en bombe på sig.

B.T. er på stedet og har talt med et andet vidne, der befinder sig i området. Vedkommende fortæller, at en civilklædt person har bevæget sig hen mod Peter Madsen.

Der er tilsyneladende tale om en af politiets forhandlere.

Følg med i B.T.s livedækning af flugtforsøget her:

Peter Madsen blev livstidsdømt efter mordet på journalisten Kim Wall i 2017.