Terrortruslen mod Danmark er det seneste år blevet større.

For selvom Politiets Efterretningstjeneste fortsat placerer truslen på niveau fire ud af fem, har blandt andet konflikten mellem Hamas og Israel øget truslen, hedder det sig i en ny rapport fra PET.

»Både koranskændinger og konflikten i Mellemøsten har en afledt betydning for trusselsbilledet i Danmark. Samlet set er det vores vurdering, at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det aktuelle niveau.«

»Vi vurderer også, at det er dynamikker, der fortsat vil få betydning for trusselsbilledet i Danmark i 2024, og vi anser terrortruslen for skærpet mod Danmark og danske interesser i udlandet i minimum det kommende år,« siger Michael Hamann, der er chef for Center for Terroranalyse hos efterretningstjenesten, i en pressemeddelelse.

Når efterretningstjenesten nu vurderer, at truslen mod det danske kongerige er skærpet, har man blandt andet kigget på den række af straffesager, hvor personer er blevet tiltalt for billigelse af terrorhandlinger.

Eksempelvis har der været sagen mod den dansk-arabiske influencer Ahmarni, der tidligere i år blev dømt for på sociale medier at have støttet op om Hamas' angreb på Israel.

Flere anholdt for planlægning
Også den terrorsag, der i december trak overskrifter, indgår i PETs vurdering. Her blev adskillige personer anholdt og sigtet for at planlægge et muligt terrorangreb.

Hidtil er retsmøderne foregået bag dobbeltlukkede døre, og det er derfor ikke mange oplysninger, der er sluppet ud i offentligheden. 

Fra start har det dog været kendt, at den forbudte bande Loyal to Familia er involveret, og siden har politiet ligeledes bekræftet, at sagen trækker tråde til Hamas.

Danmark som mål
»Konflikten mellem Israel og en række militante grupper optager naturligvis mange personer, herunder i Danmark. Det er vigtigt at understrege, at det naturligvis er helt legitimt at engagere sig i og have en holdning til konflikten, så længe det foregår på lovlig vis.«

»De mange civile ofre er noget, som vækker følelser hos mange,« siger Michael Hamann om konflikten, der nok foregår i Mellemøsten, men også fylder i den vestlige befolknings bevidsthed. 

Han fortsætter:

»Men det er vores vurdering, at konflikten samtidig indeholder et væsentligt radikaliserings- og mobiliseringspotentiale, som potentielt kan aktivere aktører til spontane eller planlagte reaktioner i Danmark, herunder terrorangreb.«

Noget andet, der spiller ind, er koranafbrændinger og det fokus, de har fået fra både militante islamistiske grupper og enkeltpersoner i udlandet i 2023, lyder det. 

Ifølge PET har netop afbrændingerne medvirket til, at Danmark atter er blevet et prioriteret mål for terror, og at både enkeltpersoner og danske interesser i udlandet er blevet truet.

Selv mindre hændelser kan medføre globale reaktioner, fordi information i dag kan sprede sig både hurtigt og bredt, konkluderer Michael Hamman.