De fleste tager imod mønter, pengesedler eller en MobilePay-betaling, når de sælger en vare. To steder på Sjælland gik det dog ikke helt efter bogen.

13. september ville en 56-årig kvinde fra Kongens Lyngby nord for København sælge nogle smykker til en interesseret køber.

Køber gav kvinden en konvolut med det aftalte beløb, som hun lagde fra sig, da hun skulle finde en pose til mandens nyindkøbte smykker.

Men da han var gået fra en tilsyneladende vellykket handel, var det ikke gået helt så godt alligevel.

For nu var nogle af kontanterne i konvolutten blevet erstattet med avispapir. En ombytning af konvolutten havde formentligt fundet sted, uden kvinden havde opdaget noget. Det skriver Nordsjællands Politi i en døgnrapport.

Men det er åbenbart ikke første gang, at svindelnummeret er blevet udført. Det skriver TV 2 Lorry.

For kun tre dage før havde en mand valgt at købe et ur af en sælger i Ølstykke. Sælger modtog en konvolut med penge i og brugte et øjeblik på at tælle efter, hvor han konstaterede, at alt var i skønneste orden.

Herefter lagde sælger konvolutten fra sig i sit hus og fulgte køber ud.

Men da han kom inden for igen og åbnede konvolutten, lå der ikke andet end avispapir. Også her var konvolutten med penge blevet byttet ud med en med avispapir i.

Hos Nordsjællands Politi er det ikke et trick, de ser hver dag, og derfor kan de ikke udelukke, at der er tale om den samme gerningsmand.

Dog er rådet fra politiet, at man skal tage sine forbehold, når man tager imod betaling.

»Hvis man sælger noget til nogen og modtager kontanter – enten løse eller i kuvert – så skal man selvfølgelig tjekke det. Og så råder vi til, at man ikke lægger pengene eller kuverten fra sig, når man har konstateret pengene er der, for at undgå at de efterfølgende bliver byttet ud,« siger Henriette Døssing, der er kommunikationsmedarbejder ved Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Nordsjællands Politi modtager gerne tip fra borgerne på telefon 114.