I løbet af de seneste fire uger har en 30-årig mand tilsyneladende gennemlevet et sandt mareridt.

Siden midten af februar har en 32-årig kvinde og en 36-årig mand ifølge politiet udsat manden for voldelige overfald i en sådan grad, at de nu er sigtet for mishandling under særligt skærpende omstændigheder.

»De er sigtet for at have slået ham gentagne gange med knyttet hånd, sparket ham og slået ham med et jernrør, brændt ham med en glødende cigaret i ansigtet, tvunget ham til at drikke sin egen urin og indført og påført tabasco i endetarmen og på skridtet,« fortæller Linette Lysgaard, senioranklager ved  Midt- og Vestjyllands Politi.

De nægter sig skyldige.

Det vides ikke, hvornår mishandlingen præcis begyndte, men det er politiets overbevisning, at det gradvis er blevet værre siden midten af februar og frem til lørdag, hvor de blev anholdt.

»Efterforskningen er stadig på et indledende stadie, men meget tyder på, at det begyndte for fire uger siden, og så er det taget til op til anholdelsen.«

Ifølge TV Midtvest, der i første omgang skrev om hændelsen, blev politiet opmærksom på sagen, fordi de to sigtede selv slog alarm til politiet, efter de havde fundet manden i et koldt rum. Da politiet ankom til adressen på Bredgade i Felborg, konstaterede de, at den 30-årige mand var i livsfare.

Umiddelbart efter blev den 32-årige kvinde og den 36-årige mand anholdt og efterfølgende fremstillet i et åbent grundlovsforhør ved Retten i Holstebro sigtet for at have mishandlet manden.

Her kom det frem, at de to sigtede, der tidligere har dannet par og nu bor sammen, kendte den 30-årige mand. Samtidig kom det frem, at der tilsyneladende har været et økonomisk mellemværende mellem parret og den 30-årige mand.

»Der har muligvis været tale om noget pengegæld, men de sigtede har afgivet meget divergerende forklaringer,« siger Linette Lysgaard og tilføjer, at det 30-årige formodede offer har opholdt sig frivilligt i parrets hjem, og han har således ikke været holdt fanget.

Politiet mener desuden, at det er parret selv, der har efterladt manden i det kolde rum, hvor han blev fundet.

De to sigtede blev varetægtsfængslet frem til slutningen af marts. Den kendelse har den 32-årige kvinde valgt at kære, mens den 36-årige mand accepterede fængslingen.