En 46-årig mand med irakisk baggrund er blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold mod sin 15-årige datter og hendes klassekammerat.

Det besluttede en enig domsmandsret ved Retten i Lyngby torsdag.

Hændelsen fandt sted 29. juni i år, hvor den 15-årige datter havde besøg af en 15-årig dansk dreng, som går i hendes klasse. Sammen havde de aftalt, at de skulle lave en biologiopgave, som de havde fået for som lektier.

Men så langt kom de imidlertid ikke.

For umiddelbart efter drengen var ankommet til pigen og hendes mors hjem i Gentofte, bankede hendes far på døren. Det fik pigen til at bede drengen om at gå ud i haven og sætte sig.

»Hvis min far opdager, at han er der, så bliver han sur. Han vil ikke have, at jeg har drenge med hjem,« forklarede pigen torsdag.

Faren opdagede imidlertid drengen ude i haven, og det udviklede sig til et brutalt overfald, hvor drengen blev slået gentagne gange i hovedet med både flad og knyttet hånd, ligesom datteren fik en glaslysestage i hovedet.

»Jeg troede først, at han ville give mig hånden, men så gav han mig en hård lussing. Så river han i min T-shirt og siger, at jeg ikke skal bolle med hans datter,« forklarede drengen.

Efterfølgende rev den 46-årige mand drengen indenfor, hvor han tildelte drengen flere slag og spark i hovedet og truede ifølge drengen med, at han ville »skære pikken over på ham«.

Til sidst truede den 46-årige mand drengen til at udlevere sin telefon, fordi han efter eget udsagn ville se, om datteren havde sendt seksuelle billeder til ham.

»Han scrollede igennem mine sociale medier og billeder, og jeg var bange for, hvad han kiggede på,« fortalte drengen, inden han tilføjede, at han på et tidspunkt tabte sin pung.

»Så tog han den og rodede mine kort igennem. Han fandt mit sygesikringskort og fortalte, at nu havde han min adresse, og at han ville dræbe mine forældre,« lød det fra den 15-årige, inden han brød sammen i gråd og måtte have en tår at drikke.

Hele hændelsen varede godt og vel 25 minutter, angav drengen, og i den periode forsøgte han flere gange at flygte fra stedet. Det var imidlertid ikke muligt, da han enten blev revet ned i sin T-shirt eller sparket af faren, når han forsøgte.

Af den grund blev manden også dømt for frihedsberøvelse.

Ære eller dårlig opdragelse

Ifølge anklager Kenneth Siljat skulle den 46-årige mand i forbindelse med den efterfølgende anholdelse have udtalt, at det var et spørgsmål om ære.

Det afviste den 46-årige imidlertid.

»Det var ikke på den måde. Jeg ville forklare, at en mand havde gemt sig i vores have,« lød det fra den 46-årige, der forinden i retten havde fortalt, at der tidligere havde været problemer med datterens opførsel.

Under sin procedure bemærkede Kenneth Siljat dog alligevel, at hverken ære eller dårlig opførsel kunne retfærdiggøre et voldeligt overfald på to 15-årige børn.

Retten lagde særlig vægt på drengens troværdige forklaring og fandt det bevist, at manden havde frihedsberøvet, slået og truet den 15-årige dreng, mens de også fandt det bevist, at han havde kastet en glaslysestage i hovedet på datteren.

Manden blev imidlertid frikendt for enkelte af anklagepunkterne, der blandt andet gik på, at han havde slået drengen med en mobiltelefon, sparket ham i ryggen og taget fat i hans hals.

Derfor endte han også med at blive dømt efter den milde voldsparagraf 244 i forholdet, der omhandlede drengen, og ikke den grovere voldsparagraf 245, som han var tiltalt for.

Manden blev dog dømt efter paragraf 245 i forhold 2, der vedrører volden mod datteren.

Manden valgte at modtage dommen.

Rettelse: Af artiklen fremgik det, at der var tale om en betinget fængselsdom, men der er retteligt tale om en ubetinget dom.