»Der er lige en, der har jagtet mig med en kniv,« lyder det panisk og forpustet i den ene ende af røret. I den anden sidder en operatør ved alarmcentralen.

»Kender du personen, der har gjort det?« spørger han.

»Ja, ja, er I ikke bare søde at komme nu?« spørger den unge mand så, hvorefter den 112-ansatte beder ham tage den med ro. Han bliver nu omstillet til Københavns Vestegns Politi, der straks rykker ud til en adresse i Hvidovre.

Her bliver patruljen mødt af en ung mand i panik. Han taler usammenhængende. Udtaler febrilsk:

»I skal hjælpe mig, han er måske stadig efter mig.«

Det beskrevne episode fandt sted 19. marts 2020. Og det omtalte alarmopkald er mandag formiddag blevet afspillet i Østre Landsret, hvor ankesagen med den forvaringsdømte hooliganleder Kevin Adrian Werner nu er på andendagen.

Han går efter at blive frifundet. Nægter sig skyldig i samtlige de 51 forhold, som Retten i Glostrup ellers har dømt ham for. Også det, der omhandler episoden 19. marts for snart tre år siden.

Her var en af sagens i alt 15 forurettede unge mænd mødtes med Kevin Adrian Werner ved Damhussøen for at tale, da sidstnævnte skulle have forsøgt at forgribe sig på ham og truet ham med kniv.

Det blev dog ifølge statsadvokaten ved forsøget, da den unge mand undslap ved at løbe fra stedet. Undervejs blev han samlet op af en forbipasserende bil, og det var her, han ringede 112.

Klokken var lidt over 11, da politiet modtog opkaldet. Samtidig tikkede en besked ind på den unge mands telefon. En besked fra Kevin Adrian Werner.

»Vi er ikke venner mere, jeg gider ikke snakke med dig mere,« skrev han og bad den unge mand slette hans nummer.

Til politiet fortalte den unge mand, at Kevin Adrian Werner med kniv havde forsøgt true sig til voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Og at det i øvrigt ikke var første gang.

Den 29-årige hooliganleder.
Den 29-årige hooliganleder.
Vis mere

Omtrent tre uger forinden skulle Kevin Adrian Werner have afpresset den unge mand for flere tusinde kroner. Truet ham og udsat ham for overgreb.

Politiet tog 19. marts 2021 imod anmeldelsen. Men sagen blev aldrig til noget. I en rapport, som anklageren mandag læser op fra, lyder det, at man dengang ikke kunne bevise, at Kevin Adrian Werner var skyldig, og derfor droppede man sagen.

I hvert fald for en stund.

For da det i februar 2021 pludselig strømmede ind med anmeldelser fra unge mænd, der alle hævdede at være blevet udsat for overgreb begået af den 29-årige Brøndby-hooligan, vendte den unge mand fra Damhussøen tilbage til politiet.

Han følte ikke, at retfærdigheden var sket fyldest, lyder det fra anklageren som baggrund for, at den unge mand bad politiet se på sagen igen.

I marts 2021 fik Kevin Adrian Werner derfor besked om, at sagen var genoptaget. Og i juni 2022 blev han kendt skyldig. Ikke bare i forholdene med den unge mand fra Damhussøen, men også samtlige andre forhold. Han blev idømt forvaring.

En dom, han straks ankede.

Nu er tiden så inde til, at landsretten skal tage stilling til hans videre skæbne. Skal han frifindes? Have en mildere dom? Eller skal dommen fra byretten stadfæstes?

Kevin Adrian Werner går efter det første. Alternativt det andet.

I landsretten er han endnu ikke kommet til orde, da parterne indtil videre har brugt tid på at gennemgå det, som byretten kom frem til. Og så har der været forelæggelse af diverse rapporter.

Der er afsat 14 dage til ankesagen. Går alt efter planen, falder der dom i marts.