Det er formentlig en overdosis, der har været skyld i en række dødsfald i den amerikanske by Pittsburgh.

Sådan lyder teorien fra det lokale politi, efter tre personer blev fundet døde i en lejlighed, og fire personer måtte indlægges på hospitalet i kritisk tilstand søndag morgen.

Ifølge flere internationale medier, heriblandt CNN, var det i første omgang en anmeldelse om en bevidstløs mand i en elevator i lejlighedskomplekset, der fik politiet til at reagere. Da de ankom til stedet, kunne de konstatere, at manden var død.

Umiddelbart efter blev en anden mand fundet bevidstløs få blokke fra samme lejlighedskompleks. Han blev kørt på et nærliggende hospital, og det førte efterfølgende politiet på sporet af en lejlighed, der lå i det føromtalte lejlighedskompleks.

Her fandt politiet yderligere fem personer, der alle var overdoserede. Ifølge CNN er alle ofrene mænd i alderen 30 til 50 år, og de bar alle det samme orange papirarmbånd, fordi de angiveligt deltog i et arrangement lørdag aften.

»Ofrene ser ud til at have været samme sted sammen, hvorefter de er taget hen til boligen, hvor de tilsyneladende overdoserede,« oplyser politiet i Pittsburgh ifølge CNN.

Politiet slår samtidig fast, at der ikke er tale om et narkotika, der er spredt vidt og bredt, men at det ser ud til at være tale om en 'isoleret hændelse'.

»Andre, der deltog i begivenheden, har ingen grund til bekymring,« lyder det videre fra politiet, der endnu ikke ved, hvilket stof mændene havde taget.