Oliver Carlsen har set hundredvis af henrettelsesvideoer og skyndte sig som det første torsdag morgen at finde den optagelse, der angiveligt viser drabet på enten norske Maren Ueland eller danske Louisa Vesterager Jespersen.
»Da jeg læste det, tænkte jeg, at det var jeg nødt til at se,« siger han til B.T.
Den 28-årige kommende låsesmed fra Nørrebro i København fortæller, at han forstår Louisa Vesterager Jespersens søster, der på Facebook opfordrer til at undlade at se videoen, der florerer på nettet og sociale medier.
‘Pas på den video, der er rundt omkring, hvor de bliver dræbt, skriver hun.
Men Oliver Carlsen anser det for væsentligt at vide og se, hvad de gængse medier ikke bringer, fortæller han.
»Det gør ikke indtryk på mig, at søsteren skriver sådan. Men jeg kan godt forstå hende. For det er ikke pænt, og det er jo hendes søster,« siger han.
Han fortæller, at han ofte besøger en række hjemmesider, hvor lignende optagelser ligger frit tilgængeligt.
Således har han set ‘hundredvis’ af optagelser alene af halshugninger, siger han.
»Jeg er meget hardcore og bruger de her sider ugentligt for at orientere mig. Man kan se alle de ting, Youtube ikke må vise.«
»Hver eneste gang, IS (terrorbevægelsen Islamisk Stat, red.) har lavet en video, kan du finde den der.«
Ifølge Oliver Carlsen er det ingenlunde svær research at finde den video, der ifølge PET indgår som baggrund for, at drabene muligvis kan relateres til terrororganisationen IS.
»Hvis du ved, hvor du skal lede er det nemt. Lige da jeg læste om det, gik jeg ind på (en specifik hjemmeside, der er B.T. bekendt), for hvis den ikke ligger der, så ligger den ikke noget sted,« siger han.
Videoen lå øverst på hjemmesiden, da den 28-årige klikkede sig ind, lyder det.
Over for B.T. beskriver Oliver Carlsen en særdeles grufuld, håndholdt optagelse.
Det er ifølge Oliver Carlsen tydeligt, at den ene kvinde, der ses i de omkring ét minut og ti sekunder videoen varer, er skandinav.
»Jeg er ikke i tvivl om, at optagelserne er ægte. Det er meget tydeligt, hvad der foregår,« siger han.
De rå billeder, der ikke er verificeret af myndigheder i hverken Marokko, Danmark eller Norge, giver ingen følelsesmæssig reaktion hos Oliver Carlsen. Heller ikke selv om han gennem de seneste dages nyheder om sagen kender forhistorien og ved, at den dræbtes familie er efterladt i sorg.
»Jeg bliver aldrig rørt. Jeg ved godt, at det er mennesker, men tingene er sket. Man kan vælge at ignorere det eller se det og lære noget af det. Verden er meget brutal og forfærdelig,« siger han.
Heller ikke det faktum at den ene dræbte er en landsmand rykker ved den 28-åriges følelser. Han er vant til at se drab på mennesker fra hele verden, fortæller han.
»For at være ærlig, gjorde det ingen forskel, at jeg ved, at det er en dansker. Det er selvfølgelig skidesynd, men det gør ingen forskel for mig, at hun er dansk.«
Hvilke tanker sætter videoen igang hos dig?
»Det ved jeg ikke lige. Måske det store politiske billede - at vi skal holde os væk fra Mellemøsten og ikke få folk herop. Vi skal åbne vores øjne og passe på vores værdier,« siger han.