Opdateret: Politiet oplyser sent fredag aften, at Ole til glæde for alle er fundet i god behold. Han blev fundet i et skovområde i nærheden af Hampen Sø.

Politiet i Midt- og Vestjylland efterlyser 53-årige Ole, som ikke er set, siden han torsdag forlod sin bopæl i Hampen i Ikast-Brande Kommune.

Nu kommer politiet med en bøn til borgerne i lokalområdet.

»Vi er bekymrede for, om han kan klare sig selv,« lød det fra politiet, da Ole blev meldt savnet tidlig fredag morgen.

Ole er stadig ikke fundet, og derfor beder politikredsen om hjælp fra offentligheden.

»Kig gerne i skure, udhuse og haver – særligt i området omkring Smedegade og Søvej. Men hold jer gerne væk fra skovområder og området ved Hampen Sø, da det ellers kan forstyrre arbejdet for de hunde, der er indsat i eftersøgningen,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi fredag formiddag.

Da Ole forsvandt, var han iført en grå polotrøje med røde detaljer, cowboybukser og blå tennissko.

Han er 53 år og beskrives som 170 centimeter høj, skaldet og med gråt skæg.

Indtil videre har politiet søgt efter Ole torsdag aften og hele fredagen. Og fredag eftermiddag befinder politiet sig ved og i Hampen Sø.

Eftersøgning ved Hampen Sø. Foto: Presse-fotos.dk
Eftersøgning ved Hampen Sø. Foto: Presse-fotos.dk

»Vi er i øjeblikket i gang med en hundesøgning. Det er en fortsættelse af, hvad der er foretaget i sagen,« siger Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Derudover har politiet søgt efter Ole med helikopter og drone over Hampen Plantage. Men uden held.

Dog vil politiet fortsætte mindst et par timer endnu omkring Hampen Sø, kan vagtchefen oplyse.

Ser du Ole, bedes du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.

Hundepatruljer er ude for at lede efter Ole. Foto: Presse-fotos.dk
Hundepatruljer er ude for at lede efter Ole. Foto: Presse-fotos.dk