Lokalpolitikeren René Kauland er onsdag morgen fundet død i sin celle. Offeret i sagen er rystet.

Den 43-årige kvinde, som angiveligt blev forsøgt slået ihjel af 41-årige René Kauland i maj, er rystet over politikerens død.

Det oplyser kvindens bistandsadvokat Lars Ulrich til B.T.

»Hun er rystet over, at det kunne ske,« lyder det fra Lars Ulrich.

Lars Ulrich tilføjer, at han ikke mener, at René Kauland dødsfald får betydning for det erstatningskrav, som kvinden har fremsat. Han vil ikke oplyse, hvad kravet lyder på.

Kvinden er desuden fortsat behandlingskrævende som følge af det brutale overfald.

Sagen mod René Kauland, der siden anholdelsen i maj har nægtet sig skyldig, var berammet til fem dage. Den første af de fem dage var i dag onsdag, men kort før retsmødet skulle begynde, fik de fremmødte besked om, at sagen var aflyst.

Der ville blive udsendt en pressemeddelelse senere, lød det.

Rene Kauland (V).
Rene Kauland (V).
Vis mere

Siden kunne B.T. erfare fra flere af hinanden uafhængige kilder, at René Kauland var afgået ved døden, og kort før klokken 11 bekræftede Midt- og Vestjællands Politi den oplysning.

'Dødsfaldet bliver nu undersøgt nærmere af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med kriminalforsorgen,' lyder det i pressemeddelelsen fra politiet.

René Kauland var tiltalt for drabsforsøg på sin 43-årige ekskæreste og for grov vold mod ekskærestens 10-årige datter.

Overfaldet fandt sted natten til 11. maj 2018. Ifølge anklageskriftet var politikeren maskeret, da han knuste en rude og trængte ind i ekskærestens rækkehus i Greve.

Han gik angiveligt ind i den 43-årige kvindes soveværelse, hvor hun lå og sov sammen med sin datter.

Han slog ekskæresten adskillige gange i hovedet og på kroppen med en tung genstand, og kvindens datter blev ifølge anklageskriftet også slået i ansigtet med slagvåbnet.

Kvinden slap med livet i behold, men var ifølge anklageskriftet i livsfare ved overfaldet i soveværelset, hvor hun blev påført brud på både arme, ben, ribben samt halspulsåren som følge af angrebet.

Angrebet mod datteren bliver af anklagemyndigheden skønnet til at være et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245.

Andre læser også