Der bliver trukket en machete op. Han bliver bange og ryster over hele kroppen. Adrenalinen pumper rundt, og det næste, han husker, er, at han vågner op på Gammel Køge Landevej, hvor blodet strømmer ud.

Sådan har det dengang blot 15-årige offer onsdag forklaret ved Retten på Frederiksberg.

Her er tre unge drenge tiltalt for et brutalt overfald med en machete begået mod ham på en legeplads i Valby.

Den ene teenager på 16 år er tiltalt for drabsforsøg, mens de to andre på 16 og 18 år er tiltalt for grov vold. Alle tre nægter sig skyldig og har gentagne gange under deres forklaring understreget, »at de ikke kan huske noget«.

Offeret var iført helt mørkt tøj, mens det store, tykke hår var sat i en hestehale under kasketten. Han satte sig målrettet i vidneskranken, og der gik et stykke tid, før den tiltalte for drabsforsøg ville kigge på ham.

Den forurettede har forklaret, at han forud for overfaldet sammen med sin ven og lillebror stod af bussen ved Folehaven i Valby, da to maskerede drenge pludselig dukkede op.

»Det var, som om de ventede på mig. For da vi steg ud af bussen, tog de med det samme kontakt til os,« forklarede han.

Ifølge offeret ville de to drenge gerne have dem til at følge med, fordi de havde noget, de ville snakke med ham og de andre om. Offeret forklarede i retten, at han ikke kendte de to drenge, der bad dem følge med, men at de alligevel adlød.

»Jeg spørger dem, hvad de vil snakke med os om, og jeg får at vide, at 'det får I snart at vide'. Der tænkte jeg, der ville ske noget,« forklarede han.

Pludselig var de på legepladsen i Valby, hvor den ene tiltalte var i et videoopkald med en tredje person.

»Er det ham her?« bliver der spurgt i videoopkaldet, hvorefter telefonen blev peget mod forurettede.

»Jeg spørger ham igen, hvad er det, der skal ske? Svaret var bare, 'det får I snart at vide'.«

Og ikke længe efter er det altså forurettedes opfattelse, at den 16-årige tiltalte pludselig trak en machete.

»Han åbner sin jakke op, og ud tager han en ordentlig machete, der er i et cover. Jeg bliver helt forvirret og begynder at ryste. Jeg er bange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og taber totalt fokus omkring mig.«

Det er anklagemyndighededens overbevisning, at de tre unge drenge havde et ønske om at dræbe den 15-årige dreng.
Det er anklagemyndighededens overbevisning, at de tre unge drenge havde et ønske om at dræbe den 15-årige dreng. Foto: Felix Bech Jensen/Byrd
Vis mere

Ifølge forurettede blev macheten holdt helt tæt mod ham, mens han igen blev filmet.

»Jeg sætter mig for at løbe, men bliver pludselig nikket en skalle, og efter det husker jeg bare, jeg vågner op på Gammel Køge Landevej.«

Han husker svagt, at han i forbindelse med slaget i hovedet falder ned på alle fire og bliver ramt i ryggen og så i nakken, men han mærkede det ikke.

»Adrenalinen har ramt mig der. Alt står meget sløret i min hukommelse. Jeg blev opereret i flere timer, og jeg kan i dag ikke huske klart fra overfaldet. Det er et traume,« lød det.

Det var 13. december 2021 omkring klokken 18.55, at overfaldet skete på Slangelegepladsen over for Kirsebærhavens Skole i Valby.

Den 15-årige dreng havde sammen med sin lillebror søgt tilflugt ved dækcentret Pit Stop på Gammel Køge Landevej efter overfaldet, og det var her, politiet fandt den blødende dreng.

Det er politiets overbevisning, at drengen først havde fået hugget en machete i ryggen og efterfølgende så hårdt ind i baghovedet, at kranieknoglen var blottet.

»Havde han ikke modtaget den livreddende førstehjælp og efterfølgende lægehjælp, havde han næppe overlevet,« lød det fra anklager Han Lam.

Under retsmødet er det dog kommet frem, at politiet aldrig har fundet en machete. Alligevel er det politiets formodning, at det er en machete, der er brugt under overfaldet.

Der ventes at falde dom i maj. Sagen er rejst som en nævningesag, som betyder, at anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mindst fire år.

Foruden fængselsstraffe har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at de to 16-årige, der på gerningstidspunktet kun var 15 år, kræves udvist af Danmark for bestandig.

Og står det til anklagemyndigheden, skal de desuden, som et tillæg til en eventuel fængselsstraf også have deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her eller dér, hvor du normalt lytter til podcast: