En nat i byen endte flere tusinde kroner dyrere, end den burde for tre unge mænd.
Hvis du er typen, der låner din telefon til fremmede, så skal du passe på. Det blev i hvert fald en rigtig dyr fornøjelse for tre fyre i 20erne, da de en sen aftentime gjorde netop det.
Ifølge Østjyllands Politis døgnrapport har tre mænd uafhængig af hinanden meldt, at de er blevet snydt for flere tusinde kroner af to unge mænd.
Alle har forklaret, at mændene henvendte sig til dem for at låne en telefon for at ringe hjem. Men det var ikke ligefrem det, telefonen endte med at blive brugt til.
Den blev derimod brugt til at overføre flere tusinde kroner til et – for de unge gutter, der havde lånt deres telefoner ud – ukendt nummer.
Overførelserne skete via MobilePay.
De tre mænd, der har anmeldt det, er alle i midten af 20erne og har ingen relation til hinanden.
Og de tre episoder er ikke de eneste. Østjyllands Politi oplyser, at man de seneste to weekender har fået flere anmeldelser om lignende oplevelser fra Aarhus' natteliv.
Østjyllands Politi, der er i fuld sving med at efterforske sagen nærmere, formoder, at det er de samme gerningsmænd, der har været på spil i alle tilfældene.
Du skal forholde dig meget kritisk til personer, der spørger, om de må låne din telefon, opfordrer Østjyllands Politi. Og hvis du tager chancen, så skal du holde skarpt øje med den imens.