Et blodigt skuddrama udspillede sig fredag aften på Nørrebro i København, hvor tre personer er kørt på Rigshospitalet.

B.T. har været i kontakt med et øjenvidne, der ønsker at være anonym. Han mener at have hørt omkring 15 skud.

Han så en bil bakke i høj fart ned ad gaden, da skuddene lød.

»Vi var flere, der lagde os ned på gaden og gemte os bag biler, da vi hørte skuddene,« fortæller han.

Betjente på gaden sent fredag aften på Nørrebro i København, hvor tre personer er ramt af skud.
Betjente på gaden sent fredag aften på Nørrebro i København, hvor tre personer er ramt af skud. Mathias Øgendal

Omkring ham er blandt andet et kærestepar og et ældre ægtepar, der alle søger ly bag en bil.

Han ser efter skudepisoden en gruppe mørkklædte mænd med tildækkede ansigter komme ud fra en nærliggende gård i Guldbergsgade, hvor skuddene blev affyret.

»Jeg kunne høre skrig inde fra gården. En af mændene spørger, om jeg så noget. Jeg svarer, at jeg intet havde set,« siger øjenvidnet.

Manden, der talte til ham, havde et tørklæde trukket op over næsen og en form for kasket på.

Massivt politiopbud på Nørrebro i København efter en skudepisode sent fredag aften, hvor tre personer blev ramt. Skyderiet skete i Meinungsgade og Guldbergsgade, oplyser Københavns Politi.
Massivt politiopbud på Nørrebro i København efter en skudepisode sent fredag aften, hvor tre personer blev ramt. Skyderiet skete i Meinungsgade og Guldbergsgade, oplyser Københavns Politi. Mathias Øgendal

Han så, at gruppen af mænd gik over for at tale med politiet, men han hørte ikke hvorfor.

»Så snart der var ro på, så skyndte jeg mig væk,« forklarer han.

Sent fredag aften er politiet fortsat massivt til stede på Nørrebro, oplyser Københavns Politi.

B.T. er bekendt med øjenvidnets identitet.