En ung mand måtte løbe for livet, da et sænket loft styrtede ned i møbelkæden Ilvas forretning i Ishøj.

Det fortæller et kvindeligt øjenvidne til B.T.

Hun befandt sig i nips-afdelingen og var ved kigge på pyntepuder, da hun hørte en foruroligende lyd. Den kom fra haveafdelingen, som ligger lige ved siden af, kun adskilt af nogle lave reoler med krukker.

»Jeg ser gipspladerne falde ned. Det starter ovre i venstre side, og så falder de ellers ned en efter en,« fortæller øjenvidnet.

Hun fortæller, at der var omkring 30-40 kunder i Ilva, da ulykken skete, og mindst en person befandt sig under loftet, da det begyndte at falde ned.

»Jeg ser et menneske – en ung fyr – der løber hen over pladsen, der er på størrelse med en fodboldbane. Jeg råber til ham, at han skal løbe, og det gør han. Han løber for livet,« siger vidnet.

Der lød en serie af brag, da gibspladerne faldt, og en sky af støv rejste sig fra møbelafdelingen, så vidnet måtte børste sit tøj rent. Den unge fyr slap ud af møbelområdet, inden pladerne faldt ned, og han var ikke det eneste menneske i fare.

»Da støvet har lagt sig, får jeg øje på en fyr, der sidder oppe på et rør. Jeg råber til ham, om han var okay. 'Ja, ja,' svarede han,« fortæller vidnet.

På et billede taget af en Ilva-kunde ses håndværkeren sidde på et rør mange meter over det sammenstyrtede loft.
På et billede taget af en Ilva-kunde ses håndværkeren sidde på et rør mange meter over det sammenstyrtede loft. Foto: Privatfoto
Vis mere

På et billede taget af en kunde i butikken kan man tydeligt se fyren på røret. Ifølge indsatsleder Dennis Ottosen fra Beredskab 4K er der tale om en elektriker, som befandt sig oppe over det nedsænkede loft.

Da loftet faldt ned, skyndte han sig at sætte sig på sprinklerrøret, hvormed han muligvis har reddet livet.

»Det har absolut været en farlig situation for håndværkeren. Han var heldig, at der ikke skete mere,« sagde indsatsleder Dennis Ottosen til B.T. onsdag.

Vidnet er enig med indsatslederen i, at der var tale om en yderst farlig situation.

En elektriker har søgt tilflugt på et rør, efter loftet under ham er styrtet sammen under montering af en elinstallation i Ilva i Ishøj.
En elektriker har søgt tilflugt på et rør, efter loftet under ham er styrtet sammen under montering af en elinstallation i Ilva i Ishøj. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Helt ærligt. Det er et under, at ingen fik loftet ned over sig. Der kunne lige så godt have været børn, der løb og legede eller lå i en hængesofa eller et havemøbel,« siger vidnet.

Både Arbejdstilsynet, politiet og kommunen er nu involveret i en undersøgelse af årsagen til ulykken. Københavns Vestegns Politi kan endnu ikke sige, hvad der forårsagede ulykken.

»Københavns Vestegns Politi afventer eksterne specialisters undersøgelser vedrørende bygning og arbejdsmiljø, hvorefter der tages stilling til, om der kan være tale om et strafbart forhold, det offentlige skal forfølge. Politiet kommenterer ikke sagen, så længe undersøgelserne pågår,« lyder det i en skriftlig kommentar til B.T.

B.T. har henvendt sig til Ilva flere gange, men de har endnu ikke besvaret henvendelsen.