Brandvæsen, politi og ambulancer rykkede tirsdag massivt ud til Ilva i Ishøj, hvor et loft er styrtet ned.

Kunder i Ilvas butik i Ishøj fik sig noget af et chok, da et loft styrtede ned tidligere i dag.

Ifølge B.T.s fotograf på stedet er loftet styrtet ned i forbindelse med en renovering.

»Der er tale om 20-30 meters loft, der er styrtet tre-fire meter ned. Der er en møbeludstilling nedenunder, og der var mange kunder i butikken, så det er heldigt, at ingen er kommet til skade,« siger Mike Aalstrup, der er fotograf for bureauet Presse-fotos.dk.

Vestegnens Politi skriver, at det indvendige tag er faldet ned, men at ingen er kommet til skade.

Tidligere tirsdag skrev politiet, at Ilva var lukket på grund af ombygning, og at der ingen kunder var i butikken. Men efter en henvendelse fra B.T. har det vist sig at være en misforståelse, og politiet har nu udsendt en rettelse.

»Forretningen var ikke lukket ved hændelsen, men lukket nu under bestræbelserne på at klarlægge årsagen. Det arbejde ventes at stå på i den kommende tid,« skriver politikredsen.

To ambulancer, en lægebil, fire patruljer, tre motorcykelbetjente og tre brandbiler rykkede ud til stedet, men de er ved at køre igen, oplyste fotografen tirsdag omkring middagstid.

»Politiet har undersøgt stedet med hunde, formentlig for at finde ud af, om der var nogen nede under loftet,« siger Mike Aalestrup.

Vagtchef Brian Holm fra Vestegnens Politi fortæller, at der er tale om en omfattende nedstyrtning:

»Det er cirka 1.000 kvadratmeter af den indvendige loftbeklædning, der er faldet ned. Vi får anmeldelsen klokken 12:10. Butikken var åben for kunder, men der er ingen tilskadekomne,« siger vagtchef Brian Holm.

Var du til stede i Ilva, da loftet styrtede ned? Så send en mail til jvla@bt.dk.