Nu er der igen nyt om drabssigtede Tom Hagen, der er en af hovedpersonerne i Norges måske mest omtalte kriminalsag for tiden, hvor konen Anne-Elisabeth Hagens forsvinden efterforskes som en kidnapnings- og drabssag.

Ifølge Dagens Næringsliv har Tom Hagen hevet et større beløb ud af sit energiselskab, Elkraft, sidste år.

Af regnskabet fremgår det, at selskabet sidste år havde et overskud på 780 millioner kroner.

Et overskud, der var stort nok til, at Tom Hagen kunne trække et tocifret millionbeløb ud til sig selv.

Tom Hagen ejer 70 procent af firmaet, og hans kompagnon, Marius Nerbye, 30 procent.

Derfor blev der sidste år sat hele 70 millioner kroner ind på Tom Hagens bankkonto som en slags tillægsudbytte.

En ny rekord for tillægsudbytte, skriver den norske avis.

Kompagnonen, Marius Nerbye, der også er koncernchef i Elkraft, afviser dog alle mystiske og kriminelle spekulationer omkring udtrækket:

»Der er ikke nogen speciel grund til, at det er taget ud som tillægsudbytte. Det handler om, hvordan ting passer sammen. Der er ikke noget hokus pokus,« siger Marius Nerbye.

Tom Hagen er lige nu sigtet for drabet på sin forsvundne kone, Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt sporløst fra parrets bolig den 31. oktober 2018.

Tom Hagen nægter at have noget med konens forsvinden at gøre.