Politiet gjorde i 2016 et fund, som nu kan vise sig at være afgørende i sagen om forsvundne Madeleine McCann
I den autocamper, der tilhørte den pædofile tysker Christian B., som er hovedmistænkt i sagen, har tysk politi fundet børnetøj og svømmedragter, der tilhørte to små piger.
Det skriver det australske medie News.
Ifølge mediet har tidligere venner til den 43-årige tysker fortalt, hvordan han ofte sagde, at han brugte autocamperen til at køre frem og tilbage mellem Tyskland, Spanien og Portugal.

Christian B. skulle ligeledes i fuldskab have fortalt, hvordan han kunne opbevare børn og stoffer i køretøjet undervejs.
Én af de tidligere venner er en mand, der bliver kaldt Bjørn R. Han har tidligere påpeget Christian B.s til tider 'bizarre opførsel', som han kalder den.
»Alkohol gjorde ham nogle gange meget snakkesalig. Han fortalte, at mens han var i Portugal, brød han nøgen ind flere steder kun iført solbriller og stjal kameraer, så han ikke skulle blive genkendt på overvågningsbillederne,« lyder det.
Fundet af børnetøjet skete i forbindelse med en anden sag om en forsvunden femårig pige ved navn Inga Gehricke. Hun forsvandt i 2015 under en udflugt med sin familie. Også i den sag er tyskeren hovedmistænkt.

Sammen med børnetøjet fandt politiet også et usb-stik, der indeholdt billeder, hvor børn bliver seksuelt misbrugt.
Christian B. sidder lige nu fængslet for at have voldtaget en 72-årig amerikansk turist tilbage i 2005 – en voldtægt, der fandt sted på det præcis samme ferieresort, som Madeleine forsvandt fra to år senere.
Bag sig har den mistænkte tysker 17 domme, blandt andet for voldtægt, overgreb på mindreårige, besiddelse af børneporno, røveri, indbrud og narkotikabesiddelse.
Christian B. har angiveligt begået mere end 30 pædofile overgreb. Alle inden for en radius af godt og vel 60 kilometer fra det hotel i Portugal, hvor Madeleine McCann blev bortført fra.
Onsdag eftermiddag kom der så nyt i Maddie-sagen, da en tysk anklager i sagen om den britiske piges forsvinden fortæller, at han har 'konkrete beviser' for, at hun er død. Det kan du læse mere om HER.