Den pædofile tysker Christian B., der er hovedmistænkt i sagen om forsvundne Madeleine McCann, nægter at samarbejde med politiet.
»Hr. B. forholder sig tavs i forbindelse med påstanden, det sker på anbefaling af hans forsvarer.«
Det siger Christian B.s advokat, Friedrich Fülscher, ifølge Nypost.
»Det er statens pligt at bevise, at en mistænkt har begået en forbrydelse. Ingen tiltalte skal behøve at bevise sin uskyld overfor efterforskningsmyndoghederne,« fortsætter han.

Advokaten påpeger desuden, at stilheden ikke betyder, at Christian B. erkender sin skyld.
Christian B. sidder lige nu fængslet for at have voldtaget en 72-årig amerikansk turist tilbage i 2005 - en voldtægt, der fandt sted på det præcis samme ferieresort, som Madeleine forsvandt fra to år senere.
Mens han sidder fængslet, vurderer han sammen med sin advokat de sager, som han bliver forbundet til i medierne.
Ifølge advokaten tager de sammen løbende stilling til, om de skal lægge sag an mod de pågældende medier.
Bag sig har han 17 domme, blandt andet for voldtægt, overgreb på mindreårige, besiddelse af børneporno, røveri, indbrud og narkotikabesiddelse.
Christian B. har angiveligt begået mere end 30 pædofile overgreb. Alle inden for en radius af godt og vel 60 kilometer fra det hotel i Portugal, hvor Madeleine McCann blev bortført fra.