Vestegnens Politi har onsdag formiddag en ny udmelding om den brand, der tirsdag opstod hos Novo Nordisk i Bagsværd.
»For nu er der ikke indikation på, at der ligger noget kriminelt bag branden, men det undersøges naturligvis grundigt af politiet,« lyder det på X.
Det var i en lejet kontorbygning på Krogshøjvej, at den kraftige brand opstod tirsdag eftermiddag.
Og det var således ikke medicinalgigantens hovedkvarter – også beliggende i Bagsværd – der var ramt.
Til gengæld var det tredje gang på kun en måned, at en bygning, hvor Novo Nordisk holder til, er brudt i brand.
Derfor blev spørgsmålet om, hvorvidt der kunne være en sammenhæng, hurtigt rejst.
Indtil videre er det altså nu blevet afvist af politiet.
Tirsdag lød en lignende melding fra Novo Nordisk.
»Der er intet, der tyder på, at der skulle ligge noget kriminelt bag branden i dag (tirsdag, red.) eller de tidligere,« skrev Senior Director i Novo Nordisk Lars Otto Andersen-Lange til B.T.
Onsdag lyder dog også fra Vestegnens Politi:
»I forbindelse med gårsdagens brand hos Novo Nordisk i Bagsværd er brandårsagen ikke fastlagt, og efterforskningen pågår.«
Tidligere gik der 22. maj ild i en af virksomhedens bygninger på Smørmosevej i Bagsværd, lige rundt om hjørnet fra Krogshøjvej.
16. maj brændte det ved Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg. Branden skabte en røgsøjle, der kunne ses på 30 kilometers afstand.